Gå til hovedindhold

Bageren Line vinder 3. plads ved EuroSkills 2025

15. september 2025

Tidligere UCH-elev, Line Munk Erikslev, sikrede sig en imponerende 3. plads ved EuroSkills, der blev afholdt i Herning den 9.-13. september 2025.

Efter tre intense konkurrencedage blandt Europas dygtigste unge bagere, kunne Line træde op på podiet med hele 723 point – kun ét enkelt point fra en sølvmedalje.

Fra Skills til Skills

Line tog sin bageruddannelse på UCH og har arbejdet hos KonditorBager Ørum siden hun blev udlært.

Allerede i april 2024 vandt hun DM i Skills, hvilket banede vejen til de internationale mesterskaber. Siden har hun repræsenteret Danmark på højeste niveau til WorldSkills, og kulminationen blev nu den flotte bronzemedalje på hjemmebane i Herning.

Dedikation og stærkt fællesskab

Bag præstationen står ikke kun en ekstraordinært talentfuld bager, men også et stærkt hold af mentorer og støtter.
Lines faglærer og mentor, Lars Jacobsen, har fulgt hende tæt gennem hele forløbet – fra de første træningsdage til præmieoverrækkelsen i Herning.
“Line har en arbejdsomhed, en koncentration og en detaljegrad, som jeg beundrer dybt. Hun har knoklet og trænet målrettet i flere år, og jeg er utrolig stolt af, at hendes indsats nu bliver belønnet på europæisk plan,” fortæller Lars.

Undervejs har Line også trænet sammen med andre dygtige fagfolk – heriblandt Lasse Bentsen, ligeledes tidligere bagerelev fra UCH, som selv vandt sølv ved EuroSkills i 2018.

Stolthed hele vejen rundt

Hos UCH vækker Lines præstation både glæde og stolthed. Hendes flotte podieplads er et stærkt eksempel på, hvordan faglig dygtighed, målrettet træning og passion kan føre til resultater i absolut topklasse.

Med medaljen ved EuroSkills har Line skrevet sig ind i rækken af tidligere UCH-elever, der har markeret sig på den internationale scene. Det er en præstation, der inspirerer både nuværende og kommende elever til at forfølge deres faglige drømme – og som bekræfter, at vejen fra Holstebro kan føre helt til Europa.