Gå til hovedindhold

EUX business-elever i finale i EuxBizCup

5. december 2025
EUX-business-elever fra UCH igen i finale i EuxBizCup

For fjerde år i træk har elever fra EUX Business på UCH kvalificeret sig til finalen i den landsdækkende innovationskonkurrence i digital handel: EuxBizCup.

Emma Victoria Jensen, Mikkel Bovbjerg Eiler, Silas Winther Christensen og Mathias Birkkjær Villadsen fra EUX Business er videre til finalen i EuxBizCup, på baggrund af deres gennemarbejdede case, som er blevet udvalgt blandt de fem bedste løsningsforslag på tværs af alle business-uddannelser i landet.

EuxBizCup er danmarksmesterskabet i digital handel for EUX-elever og tiltrækker flere hundrede deltager fra skoler over hele landet. Læs mere om EuxBizCup: https://euxbizcup.dk

Digital vækst for en dansk nicheproducent

Virksomheden, som eleverne har skulle tage udgangspunkt i til deres case, er Kystnær. En lille producent og webshop, der sælger håndlavede sæbebarer, shampoo- og balsambarer samt andre faste kropsplejeprodukter baseret på ingredienser fra danske kyster.

Opgaven til eleverne bestod i at udarbejde forslag til, hvordan Kystnær kan øge sin digitale omsætning med et budget på 100.000 kroner.

Eleverne fra EUX Business på UCH har I deres løsningsforslag valgt at fokusere på fire konkrete tiltag, der tilsammen skal styrke Kystnærs synlighed, konvertering og kundeloyalitet:

  • Opdatering og styrkelse af virksomhedens e-mailmarketing
  • Målrettet annoncering på sociale medier – blandt andet Meta
  • Optimering af webshoppen med fokus på brugerrejse og salg
  • Oprettelse af kundeklub for at skabe vedvarende loyalitet

Arbejdet skulle gennemføres på blot én uge, hvor eleverne både skulle aflevere en 10 minutters videopræsentation og en skriftlig rapport.

En lærerig og virkelighedsnær proces

Eleverne beskriver arbejdsprocessen som både sjov, intens og udfordrende:

”Det var spændende at arbejde så virkelighedsnært. Man føler virkelig, at ens idéer betyder noget, når man arbejder med en rigtig virksomhed,” fortæller finalisterne, som drømmer om, at Kystnær måske vælger at bruge nogle af deres idéer i virksomhedens videre arbejde.

Nu gælder det finalen i København

Når eleverne den 15. december 2025 står i finalen i København, er det ikke længere selve casen, der bedømmes, men deres mundtlige præsentation. Gruppen arbejder derfor lige nu på at omsætte deres idéer til en skarp og overbevisende fremlæggelse, der kan imponere dommerpanelet.

I år konkurrerer de om en førstepræmie på 30.000 kroner. Også de øvrige finalister modtager pengepræmier, men finalisterne fra UCH går selvfølgelig helhjertet efter at hente pokalen hjem til UCH – igen.