HTX-elever imponerer med grønne løsninger til Tech Innovation Programme
HTX-eleverne fra UCH beviste endnu en gang, hvorfor HTX uddanner fremtidens nytænkere. Ved Tech Innovation Programme under Danmarks Entreprenørskabs Festival tog vores elever flere af de prestigefyldte priser hjem – og satte deres unikke præg på fremtidens teknologiske løsninger.
Ud af 120 deltagende grupper formåede 2 HTX-hold at nå finalen i Da Vinci-konkurrencen, hvor innovation, teknologi og bæredygtighed var i fokus.
Finalepladserne gik til:
Anne (3.a), Kristian og Simone (3.c), som imponerede dommerne med deres genanvendelige varmepude – en løsning, der kombinerer bæredygtig tænkning og praktisk anvendelighed.
Laura Pind, Amalie, Ture og Frederik (3.a), der udviklede biodiversitetskasser til det offentlige rum. Kasserne er designet til at skabe æstetiske, grønne åndehuller og samtidig fremme biodiversiteten i byen. Holdet sikrede sig en flot 3. plads i finalen.
Men det stoppede ikke her. Magnus, Mads, Karoline og Line (3.b) løb med særprisen for ’Bedste stand’. Med deres skarpe visuelle præsentation og evne til at formidle deres idéer til publikum og dommere skabte de en stand, der var helt i særklasse.
Dagens succeser understreger, hvad HTX står for: en uddannelse, hvor elever arbejder praksisnært med virkelighedsnære problemstillinger. Det handler ikke kun om at lære teorien, men også om at omsætte den til konkrete løsninger, der gør en forskel – både nu og i fremtiden.
Med deres projekter viste HTX-eleverne, hvordan teknologi kan bidrage til den grønne omstilling, og hvordan nytænkning kan blive til virkelighed. Vi er stolte af deres indsats og resultater – og ikke mindst deres vilje til at skabe en bæredygtig fremtid.