Verdensmålsuge på UCH
I uge 46 står hele Uddannelsescenter Holstebro (UCH) sammen om en bæredygtig fremtid, når vi igen markerer vores status som UNESCO Verdensmålsskole med en hel uge dedikeret til FN’s 17 verdensmål.
Verdensmålsugen er et fælles projekt på tværs af skolens erhvervsuddannelser, gymnasier og 10. klasse, hvor eleverne får mulighed for at omsætte verdensmålene til virkelighed i undervisningen, værkstederne og lokale samarbejder.
”Som uddannelsesinstitution har vi et ansvar for at give vores elever både håb og handlekraft. Verdensmålene bliver først virkelige, når de bliver konkrete handlinger i vores hverdag – og det er netop det verdensmålsugen handler om,” siger Bo Haahr Larsen, direktør på UCH.
UCH blev i 2023 udnævnt til UNESCO Verdensmålsskole. Det betyder, at arbejdet med bæredygtighed, demokrati og globalt medborgerskab er en integreret del af undervisningen. Målet er, at eleverne oplever, at de via deres faglighed og kompetencer er med til at skabe en bæredygtig fremtid og være en gevinst for både erhvervslivet såvel som samfundet i en helhed.
”Når vi arbejder med verdensmålene som en integreret del af undervisningen, styrker vi elevernes evne til at tænke bæredygtigt og handle ansvarligt i praksis. De kompetencer, vores elever udvikler her, er præcis de kompetencer, som vi oplever, at erhvervslivet efterspørger. Eleverne bliver ikke bare fremtidens medarbejdere, men nøglen til at realisere verdensmålene i virkeligheden,” siger Bo Haahr Larsen.
Verdensmålsugen er et af de initiativer, der binder UCH’s mange uddannelser sammen. Her mødes elever på tværs af fag og årgange om noget, der rækker ud over skolens mure:
”Vi vil vise, at bæredygtighed ikke kun handler om teknologi eller miljø, men også om fællesskab, uddannelse og håb. Verdensmålene er vores fælles sprog for fremtiden”, siger Bo Haahr Larsen.
EUX-elever bygger bro mellem tradition og innovation
10.-12. november samarbejder EUX-grundforløb med Frilandsmuseet Hjerl Hede om et bæredygtigt byggeprojekt. Eleverne lærer om gamle byggeskikke, lokalt træ og metoder, der kan holde i 100 år. Eleverne skal hjælpe med at save træ på museets savværk, som skal bruges til en ny udstilling om 1970’ernes bygninger.
Grønt vælgermøde for 700 elever
Tirsdag den 11. november kl. 9.30-10.30, Døesvej 76.
Kandidater til Holstebro Byråd fra 10 partier debatterer under teamet ”Den grønne kommune”. Omkring 700 elever – mange førstegangsvælgere – deltager, og direktør Bo Haahr Larsen leder debatten.
Fejring af 80-året for FN og UNESCO
Torsdag den 13. november kl. 8.40-9.05, Døesvej 70 (HTX)
Cirka 1300 elever fra HHX, HTX, EUD og 10. klasse samles til en stemningsfuld markering med fakler, musik og fælles lys for fred. Bo Haahr Larsen sætter ord på FN og UNESCO’s rolle – dengang og i dag – før FN-flaget hejses foran skolen.
Hvem betaler prisen for din T-shirt?
Torsdag den 13. november kl. 10.15-11.15 og 12.00-13.00
Ph.d. og forfatter Julie Bundgaard holder oplæg om tekstilindustriens bagside og om vores fælles ansvar for en mere retfærdig verden. Efterfølgende skaber eleverne et fælles kunstværk, der udstilles på skolen.
UCH’s bedste grønne mikrohandling
Eleverne på grundforløb 1 konkurrerer i ugens løb om at finde de bedste små grønne handlinger i hverdagen – på værkstederne, i klasserne og hjemme. Torsdag den 13. november kåres vinderen.
Fredagscafé med grøn energi
Fredag den 14. november kl. 13.00-14.15.
Ugen rundes af med en fredagscafé arrangereret af STEP10, 2.g og 3.g – en farverig afslutning på en uge i verdensmålene og fællesskabets tegn.
UCH er udnævnt til UNESCO Verdensmålsskole. Her kan du blive klogere på, hvad det indebærer.