Afslutning og svendeprøve
Afslutningen på lærlingeforløbet er en vigtig milepæl. Både for lærlingen og for jer som virksomhed. En god afslutning runder forløbet af på en ordentlig måde, styrker lærlingens tro på sig selv og efterlader et stærkt indtryk af jer som arbejdsplads.
Flere virksomheder peger netop på øjeblikket, hvor svendebrevet overrækkes, som noget af det mest meningsfulde, da man har fulgt lærlingens faglige og personlige udvikling gennem hele forløbet.
En rolig afslutning kræver, at I begynder planlægningen i god tid.
2-6 måneder før svendeprøven kan I f.eks.:
- Tjekke datoer og krav til svendeprøven/afsluttende eksamen
- Tage en snak om forventninger til svendeprøven: Føler du dig fagligt stærkt nok? Hvad vil du gerne nå at øve mere?
- Se på læringsmål og opgaver: Er der områder, vi skal styrke ekstra i den sidste tid?
- Planlægge, om lærlingen skal have særlige opgaver, der forbereder dem direkte til svendeprøven?
I forlængelse af anbefalingerne om løbende sparring og tydelige forventninger i forløbet er det oplagt at bruge samme tilgang i slutfasen. Klare aftaler, konkret plan og faste opfølgninger.
Selve svendeprøven er elevens formelle afslutning, men I kan gøre meget for, at lærlingen går til prøven med ro og selvtillid.
- Forklar, hvad svendeprøven typisk indeholder
- Tal om, hvordan prøven hænger sammen med det arbejde, lærlingen allerede laver hos jer
- Giv mulighed for at træne relevante opgaver i hverdagen
- Spørg, hvad lærlingen selv er mest nervøs for og hjælp med at øve netop det
I kan også overveje, at:
- Afsætte tid op til prøven til forberedelse og opsamling
- Lave en kort generalprøve på en opgave eller situation
- Vise tydeligt, at I tror på lærlingen
Det understøtter den stærke faglige identitet og motivation, som fremhæves som resultat af et godt praktikforløb.
Når svendeprøven nærmer sig, er det en god idé at planlægge en fælles afrunding.
I kan f.eks. lave en afsluttende evalueringssamtale, hvor I spørger ind til:
- Hvad lærlingen har lært fagligt og personligt
- Få feedback på, hvad der fungerede godt hos jer som læreplads
- Hvad I vil kunne gøre anderledes fremadrettet
Markér gerne dagen sammen med kollegaerne og anerkend lærlingens udvikling og resultat.
Flere virksomheder fremhæver det, som en stor glæde at se lærlingen stå tilbage med fuld af nysgerrighed og mod på faget, når svendeprøven er i hus. En tydelig markering af, at forløbet har båret frugt.
En god afslutning gør, at lærlingen går derfra med tro på egne evner – uanset om vedkommende bliver hos jer eller skal videre.
Mange unge motiveres stærkt af at kunne se et perspektiv: Hvad kan min uddannelse bruges til? Er der mulighed for at fortsætte, hvor jeg er?
Tal tidligt og løbende om mulighederne:
- Fortæl, hvilke typer stillinger tidligere lærlinge er gået videre til
- Gør det klart, hvornår og hvordan I tager snakken om eventuelt fastansættelse
- Tal om efteruddannelse og kompetenceløft
- Vis, at I ser lærlingen som en potentiel fremtidig kollega, ikke kun som midlertidig arbejdskraft.
Selv hvis I ikke kan love en fast stilling på forhånd, giver det tryghed, at lærlingen ved, hvornår og hvordan deres muligheder bliver drøftet.