Fødevareevent 2023
I går afholdt vores fødevareuddannelser et event for branchens interessenter. Samarbejdspartnere, mestre og ansatte fra mange forskellige virksomheder mødte op for at enten at blive inspireret, lære nyt eller formidle om bl.a. fremtiden for branchen og nye produkter.
Eventet er arrangeret af undervisere og andre ansatte på UCH. De har alle knoklet med at få spændende stande og skabe en messe-stemning for de fremmødte.
I går kunne alle ånde lettet op og nyde eventet, og der blev derfor også tid til gode snakke både mellem undervisere og elever men også mellem undervisere og samarbejdspartnerne.
Alle stod klar kl. 14 og tog imod de mange gæster, og der var fyldt med aktiviteter i både køkkener og bagerier. Der var både smagsprøver af ost, kød, fisk og brød og forskellige konkurrence med lækre præmier. Alle stande havde desuden repræsentanter, som stod klar til at uddybe og inspirere.
På programmet for dagen stod den også på Speeddating – men ikke som du kender det! Fødevareelever fra GF1 var mødt op for at snakke med forskellige virksomheder, som de potentielt kunne få en læreplads hos. Eleverne stod klar med deres CV, delt op efter uddannelse, og da arrangementet gik i gang, gik snakken lystigt over bordene.
Det var utroligt inspirerende at se eleverne gribe sådan en opgave. Vi siger tusind tak til de forskellige virksomheder, som havde lyst til at tage del i vores Speeddating-arrangement og give eleverne en god oplevelse.
Mange af standene præsenterede også alternative og nye vinkler på fødevarebranchens fremtid. Der var f.eks. fokus på mere bæredygtigt emballage, grønnere madvaner og alternativer for at mindske kødforbruget.
Det håber vi ikke kun, der inspirerer internt, men er ligeledes ideer som lærlinge og mestrer kan tage med hjem i egne butikker.
Vi takker af for nogle dejlige timer sammen med gode snakke og godt selskab. Vi håber på at se og høre fra jer alle igen.