Nyt naboskab og stærkere bånd
Efter planen kommer FGU Skolen til at flytte til Birkehøj 1 i lokaler, der er i direkte sammenhæng med uddannelserne på UCH. FGU Skolens bestyrelse har netop truffet beslutning om at købe ejendom og byggegrund af UCH. Dermed rykker FGU Skolen tættere på ungdomsuddannelserne i Holstebro. Dette skridt markerer ikke blot en fysisk flytning, men en styrkelse af det allerede gode samarbejde og etableringen af et tæt naboskab med andre uddannelser i området.
FGU Skolen og UCH har allerede et godt samarbejde om at skabe et solidt fundament for at få flere unge i uddannelse, og set i det lys, er det naturligt at udvikle samarbejdet med et naboskab. At bringe FGU og andre ungdomsuddannelser tættere sammen, giver mulighed for at udvikle et endnu tættere netværk, der vil fremme elevernes faglige og personlige vækst på tværs af uddannelsesveje.
”Timingen er perfekt. Vi rykker nu ind i centrum af uddannelsesnetværket i Holstebro. Vi får gåafstand til hele UCH, VUC, Holstebro Gymnasium, SOSU MV, UU Nordvestjylland og øvrige samarbejdspartnere. Det er en unik mulighed for at udbygge samarbejdet og få skabt de bedste betingelser for vores elever på deres videre vej i uddannelse eller job. Jeg er taknemmelig for, at muligheden åbnede sig, da vi på denne måde kan skabe en bedre og mere sammenhængende hverdag for vores elever. Transportmulighederne til Birkehøj 1 er også bedre. Så det her er win win”, udtaler Karin Jeppesen, direktør FGU Skolen HLSS.
Når FGU Skolen flytter til ny adresse bliver samarbejdet mellem FGU og ungdomsuddannelser en langt lettere og eleverne på skolen bliver en del af et samlet ungemiljø med de øvrige uddannelser i umiddelbar nærhed.
”Vi er glade for, at FGU Skolen flytter ind sammen med os, så vi kan knytte endnu tættere bånd og inspirere flere unge på FGU Skolen til at fortsætte på én af de 20 erhvervsuddannelser på UCH. Vi glæder os til at udvide det gode samarbejde og inspirere endnu flere FGU-elever til at blive faglærte,” siger direktør fra UCH, Nanna Seidelin.
Det nye naboskab mellem FGU og UCH er et skridt imod at skabe et stærkere uddannelsesmiljø, der styrker elevernes uddannelsesmuligheder.
FGU får adresse på Birkehøj 1, 7500 Holstebro. Det er endnu ikke sat dato på, hvornår flytningen bliver effektueret.