UCH et skridt nærmere realisering af ny fødevareskole
UCH nærmer sig realiseringen af den kommende moderne fødevareskole med valget af Thomas Andersen A/S som totalentreprenør, som kommer til at stå for ombygningen af den gamle slagterfagskole til en skole, der beror på bæredygtighed, moderne læringsmiljøer og tværfagligt samarbejde mellem bagere, gastronomer, ernæringsassistenter og gourmetslagtere.
En vigtig milepæl for realisering af den nye fødevareskole på UCH er valg af totalentreprenøren. Efter en grundig udvælgelsesproces, hvor konkurrencebetingelser var sat højt, er valget faldet på Thomas Andersen A/S fra Skive. Valget blev truffet af et enigt bedømmelsesudvalg, som pegede på virksomhedens stærke kombination af både kvalitet og pris som afgørende faktorer.
Byggeriet af den nye fødevareskole er langt fra en simpel opgave. Det involverer ombygning af madværksteder med teknisk komplicerede installationer såsom køle- og frysefaciliteter, avancerede ventilationssystemer, samt strenge hygiejnekrav, der går langt ud over, hvad der findes i almindelige klasseværelser.
Den nye fødevareskole understreger UCH’s engagement i at sikre, at rammerne for fødevareuddannelserne gastronom, bager, gourmetslagter og ernæringsassistent ikke kun lever op til de nuværende krav for undervisningslokaler, men sætter nye standarder for stærke faglige og sociale elevmiljøer inden for fødevareuddannelser.
” Vi har gjort os umage med at finde egnede totalentreprenører og har i udvælgelsesprocessen været i kontakt med i alt 9 virksomheder, heraf 6 lokale. Tre firmaer endte med at blive udvalgt til at afgive tilbud, og efter en samlet vurdering af pris og kvalitet, stod det klart, at Thomas Andersen A/S havde afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud og var det rette valg for os,” udtaler Nanna Seidelin, direktør på UCH.
Thomas Andersen A/S har imponeret bedømmelsesudvalget med et projekt, der ikke kun opfylder, men overgår forventningerne i æstetisk og funktionel kvalitet. Virksomheden har demonstreret evnen til at tænke innovativt og finde alternative løsninger, når UCH’s specifikke ønsker og behov ikke direkte kunne imødekommes.
Når den nye fødevareskole efter planen står færdig til ibrugtagen til januar 2026, går UCH fra at råde over en traditionel fødevareskole til moderne faciliteter, der har fokus på samarbejde mellem fagene og inspirerende faglige og sociale elevmiljøer.
Eksempelvis giver det helt nye multikøkken og orangeri eleverne både stærke sociale elevmiljøer og muligheder for at arbejde sammen på nye måder på tværs af fagene, ligesom besøgende folkeskoleelever kan få et godt og tidssvarende indblik i fødevarefagene. Den nye fødevareskole skal nemlig understøtte uddannelses af fremtidens talenter og medvirke til at flere vælger fødevareuddannelserne som karrierevej.
En fremtrædende del af projektet for den nye fødevareskole på UCH er fokus på bæredygtighed, som står centralt i både planlægningen og udførelsen af byggeriet.
Et markant eksempel på denne tilgang er genanvendelsen af stålvægge og stålskydedøre fra de eksisterende køkkener. Ligesom de eksisterende fliser på væggene samt synligt inventar i loftet bevares, for at bibeholde rummets oprindelige historie levende og skabe en unik atmosfære, hvor eleverne ikke blot lærer om madlavning og fødevarehåndtering, men også om værdien af bæredygtighed og genbrug.
Den nye fødevareskole realiseres på baggrund af en økonomisk bevilling fra A.P. Møller Fonden.
Byggeriet går efter planen i gang den 1. september og skal stå klar til ibrugtagen den 1. januar 2026.
De bærende principper for den nye skole inkluderer:
- Stærke faglige og sociale elevmiljøer.
- Kvalitet og inspirerende læringsmiljøer.
- Transparens, åbenhed og stolte elever.
- Tværfagligt samarbejde og synergi mellem fagene.
- Fleksibilitet, multianvendelighed og sambrug på tværs af fødevareuddannelserne.
- Funktionalitet og flow i arbejdsgange og undervisning.
- Ambitiøs bæredygtighed fx med anvendelse af lokale råvarer, fokus på reducering af madspild og plantebaseret mad.