UCH får støtte til projekt fremtidens faglige læringsrum
UCH får støtte til projekt fremtidens faglige læringsrum
UCH har modtaget 1,8 millioner kr. i støtte fra Nordea-fonden til fremtidens faglige læringsrum på erhvervsuddannelser, som skal bidrage til at styrke kvaliteten og tiltrække flere elever.
Med donationen fra Nordea-fondens Værkstedspulje får UCH mulighed for at investere i mere moderne værkstedsfaciliteter, nye teknologier og grøn omstilling på en række erhvervsuddannelser. Med 1,8 millioner kr. i støtte kan UCH nu igangsætte indkøb af blandt andet en ny digital uddannelseshub på personvognsmekanikeruddannelsen, moderne og tidssvarende værktøj til tømreruddannelsen samt teknologiuddannelserne.
Det nye udstyr til uddannelserne på Teknologi bliver blandt andet en svejsesimulator, som bl.a. gør det muligt for grundskoleelever at afprøve smedefaget, da maskinerne er mere effektive og mere brugervenlige. På tømreruddannelsen kan de se frem til at afprøve fagets mest professionelle udstyr, hvor sikkerheden er i top og som samtidig sikrer, at eleverne får kendskab til udstyr, der lever op til branchekrav og undervisningskvaliteten øges.
På personvognsmekanikeruddannelsen er planen at etablere en digital uddannelseshub, som har til formål at fremvise faget for på flere niveauer til forskellige målgrupper – eksempelvis potentielle elever – og samtidig gøre det muligt at sikre øget faglig fordybelse i et tidssvarende miljø, som er tilpasset en branche, der er i konstant udvikling.
”Jeg er utrolig glad for, at vi nu får muligheden for at realisere mange af de ønsker vi har haft til udviklingen af vores læringsmiljøer. Det er nødvendigt at have tidssvarende og moderne faciliteter, hvis vi vil i mål med at tiltrække flere elever til erhvervsuddannelserne. Så jeg er taknemlig for , at vi nu kan tage et skridt i den retning med donationen fra Nordea-fonden,” siger direktør på UCH, Nanna Seidelin.
UCH har modtaget 1,8 millioner kr. i støtte fra Nordea-fondens Værkstedspulje på 100 mio. kr., der er uddelt til 20 erhvervsskoler og 10 FGU-skoler fordelt på i alt 57 lokationer rundt omkring i landet.
Puljen er etableret for at give skolerne mulighed for at forbedre deres faciliteter og opkvalificere underviserne og dermed gøre det mere attraktivt for unge at tage en erhvervsuddannelse. Nordea-fondens støtte går bl.a. til, at uddannelsesinstitutionerne kan investere i mere moderne værktøj, nye teknologier og grøn omstilling.
”Vi har brug for nye generationer af dygtige faglærte og håber, at Værkstedspuljen bidrager til, at flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag. Det har været fantastisk at få et væld af ansøgninger fra ambitiøse FGU- og erhvervsskoler, der gerne vil tilbyde deres elever de bedst mulige rammer med moderne udstyr og topkvalificerede faglærere,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Værkstedspuljen var åben fra juni til oktober 2023, hvor i alt 68 uddannelsesinstitutioner fra Danmark og Færøerne søgte om støtte. Projekterne modtager fra 1. mio. kr. og op i støtte.